| Synspunkt April 2010 |
|
|
|
|
”Varme hænder” mod ”kold asfalt” – modsætningen bygger på forkerte præmisser Af Anders Hundahl, adm. dir. Asfaltindustrien Skal vi have flere hofteoperationer eller bedre veje? Svaret giver sig selv. Varme hænder vinder over kold asfalt. Læs dette Synspunkt, hvor det afsløres, hvorfor den modsætning bygger på forkerte præmisser, og hvad vi vejmænd og -kvinder kan gøre for at tale vores sag bedre. De forkerte præmisser For det første antager vi intuitivt, at hvis vi bruger penge på velfærdens rammer som veje, kloakker, bygninger, så er er færre penge til ”varme hænder” – pleje og pasning. Forkert. For da det koster 2 – 3 gange så meget, at rette op på en forfalden vej som at vedligeholde i tide, så bliver der faktisk flere penge til børn og gamle, når vi har velholdte veje og bygninger. Det, der går galt, er, at vi tænker kortsigtet i stedet for langsigtet. År efter år bruge vi pengene på fru Jensens hofteoperation, mens vejene forfalder. Indtil et punkt, hvor bilkøerne stiger (og produktiviteten derfor falder), hvor trafiksikkerheden falder (og udgiften til sygehusene stiger), og hvor udgiften til lapning af huller langt overstiger det, det koster at vedligeholde ordentligt. For det andet er det en skjult præmis bag antagelsen, at det er godt for børn og gamle at få flere varme hænder – underforstået flere offentligt ansatte. Forkert igen. Intet tyder nemlig på, at den vækst i antallet af offentligt ansatte, vi har set de seneste år, gør folk mere tilfredse med det offentliges pleje og omsorg. Måske fordi de mange ekstra hænder går til administrativt ansatte. Måske fordi flere og flere sygeplejersker og hjemmehjælpere klager over, at de får mindre tid til pleje, fordi de bruger mere tid til møder og administration. For det tredje ligger det skjult i dilemmaet, at sygehuse er vigtigere end veje og bygninger. Her kan vi ikke sige, hvad der er rigtigt og forkert. Hver har lov at have sin mening og alle stemmer tæller lige meget – sådan er demokratiet heldigvis. Pointen er, at de, der er gode til at sætte dagsordenen, vinder. Og hidtil har sygeplejersker og patienter være bedre til at sætte dagsordenen end vi vejfolk. Veje ud af dilemmaet I Asfaltindustrien har vi, og sammen med to samarbejdspartnere, Grontmij Carl Bro og Dansk Vejforening, stillet nogle af landets førende eksperter i kommunikation og kommuner, spørgsmålet: Hvordan får vi sat en ny dagsorden, der tjener vores interesser bedre? Svarene får du her i kort form: For det første skal vi tænke langsigtet. Vi skal gøre opmærksom på, hvilke omkostninger der er ved at lade velfærdens fysiske rammer forfalde – på et veldokumenteret grundlag. F.eks. ved at udarbejde en Hvidbog over dansk infrastruktur med fokus på de kommunale veje, hvor vi dokumenter vedligeholdelsesefterslæbet, definer standarder for ordentlige veje, og kommer med regneeksempler på, hvad politikernes prioriteter koster. For det andet skal vi være bedre til at fortælle de gode historier om veje og velfærd. Vi skal være mindre tekniske og tage mere udgangspunkt i familiens behov for f.eks. støjreducerende belægninger, for klimaasfalt, der kan reducere CO2-udledning, for sikre veje via ordentlig vejmarkering. Og så skal vi, for det tredje, være bedre til at tage bladet fra munden og stå sammen, stolte og stærke, og fortælle, at det, vi laver, er værdifuldt. Vi skal give andre samfundsgruppe kamp til stregen om den offentlige dagsorden og være endnu bedre til, i lokalbladene, i aviserne og over for politikerne, at tale vores sag. Der er ingen andre, der gør det! Fakta Vil du vide mere om, hvad uafhængige eksperter mener om veje og den offentlige dagsorden så læs på www.asfaltindustrien.dk/generalforsamling2010 og på www.vej3.dk |
| < Forrige | Næste > |
|---|
