Synspunkter — 13 august 2020

AF MARTIN MANTHORPE, MTM@ncc.dk

Når man er i bygge- og anlægsbranchen, bliver byudvikling en daglig oplevelse. Jeg bevæger mig rundt i Danmark i de store byer som led i mit arbejdeog som privatbilist.
Jeg bor selv i en af Københavns nye bydele, som er anlagt ved havnen, og jeg har tidligere boet på landet i en lille by. Med tiden genkender man mønstrene. De trafikale årer og de fortættede områder og opholdssteder
som næsten alle sammen er præget af historiske beslutninger og lokale nødvendigheder. Man ser efterhånden, hvordan byerne er opstået
ved vandveje, knudepunkter og naturlige forløb i landskabet, og hvordan væksten har udfoldet sig som en organisme med et rodnet, der breder sig
mere og mere. Eller helt stopper med at vokse – med hensygnende byer til følge. De senere år er søgningen mod de store bykerner taget til, og behovet for nye boliger og anlæg er nærmest eksploderet, imens små bysamfund visner langsomt. Det har givet en stor udfordring for os, der skal bygge nyt. Og ikke mindst tænke nyt. De planlagte byfornyelser og udvidelser kan nemlig først realiseres lang tid efter, at tankerne og de gode intentioner er undfanget, og selvom vi i dag både kan bygge hurtigt og simulere det færdige resultat, bliver vi i stigende grad overhalet af virkelighedens
behov og nye adfærdsmønstre. I NCC har vi igennem længere tid arbejdet på råhuset til det nye H.C. Andersen-museum i Odense et fantastisk projekt der ligger et fantastisk sted. Midt i det der indtil for få år siden var en sekssporet hovedgade ned igennem den gamle bykerne. Et gadegennembrud
der blev planlagt og udført i tresserne, og som skulle gøre det muligt at køre i bil direkte ind til Rådhuspladsen i byens historiske kerne.
Thomas B. Thriges Gade, der er opkaldt efter en af byens store sønner, ses stadigvæk, men forsvinder nu til siderne og ned under jorden i et kæmpe
overdækket parkeringsanlæg, der bærer en helt ny bykerne på ryggen, der hvor bilerne før myldrede frem og tilbage på en bred motorgade.
Projektet skal atter binde Odenses gamle bykerne sammen og genforene de små byhuse fra H. C. Andersens tid med en tange af nybyggeri, tværgående
gader og en ny letbane. Der er tale om et kæmpe omlægningsarbejde af tidligere tiders beslutninger og forestillinger om en moderne bilby.
Det har fået mig til at tænke over, hvor mange dimensioner bæredygtighed egentligt har, og hvor vigtigt det er at arbejde i en menneskelig skala i en
tid, hvor vi i stigende grad definerer bygninger og anlæg ud fra økonomi og ressourceforbrug – målt i afkast og klimabelastning.
Byer, der fungerer som sociale rum, kan nemlig være med til forløse kravene til grøn omstilling i kraft af den harmoni, kreativitet og udvikling, en menneskelig dimension kaster af sig.
Hvis vi skal tænke nyt og nå frem til brugbare løsninger på klimaspørgsmålet og den biologiske krise, der varsler endnu flere udfordringer for menneskeheden, skal vi kunne samarbejde og bruge hinanden.
Og det kræver plads til samvær, uddannelse og co-creation på bekostning af kørsel lige til døren i egen bil.
Odense er på vej til at løse denne udfordring efter en lang omvej, der sikkert så rationel og rigtig ud for tres år siden, men som aldrig ville være gennemført i dag.
I hvert fald ikke i det Danmark hvor cykler, letbaner og eldrevne busser i stigende grad tager sig af transporten i den inderste bykerne, og vejnettet fordeler os imellem byerne. I biler og lastvogne på vej væk fra fossile brændstoffer.
Nu gælder det bæredygtige byer på flere planer også kaldet livability.

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.