Synspunkter — 15 november 2020

Af Eva Kartholm, Sekretariatschef VEJ-EU

Månedens synspunkt i april i år er skrevet af Ole Grann Andersson fra
Teknologisk Institut. Kan du huske, at han omtalte corona som et forstyrrende element, som gjorde det vanskeligt at koncentrere sig om vejtekniske emner? Og kan du også huske hans håb om, at pandemien var væk i en fart, så vi kunne komme tilbage til kerneopgaven? Jeg var med på Oles hold. Jeg håbede virkelig også, at coronakrisen nu blot var et fjernt minde. Men nej. Corona fylder stadig meget i hverdagen, selvom vi nu
er ved at finde os til rette i ”the new normal”, med de hensyn vi skal tage, og de nye regler vi skal overholde. Eksperter peger på alvorlige eftervirkninger af coronakrisen. Beskæftigelse, økonomi, helbred og sundhedsvæsen nævnes som nogle af de områder, der bliver påvirket negativt. Præcis hvordan det kommer til at gå, er der ikke klarhed over, men Københavns Universitets’s samfundsvidenskabelige fakultet har igangsat et forskningsprojekt, som skal besvare spørgsmålet. Vejbranchens ansvarlige tilvalg Som vejbranchens kursusudbyder er jeg optaget af, at branchen ikke kommer ud af coronakrisen med et alvorligt kompetencedyk. Vi ser, at kursusaktiviteten dykker, men ikke mere end vi kan indhente det, hvis krisen damper af hen over vinteren. Der er heldigvis ikke nedgang på alle områder.
VEJ-EU’s kunder er meget ansvarlige og har fokus på at kompetenceudvikle medarbejderne på de områder, som på kort sigt er de vigtigste – nemlig sikkerhed og arbejdsmiljø. Der er særlig stor interesse for vejen som arbejdsplads. Aktiviteten her viser en stigning på 25 % i årets første tre kvartaler sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år. Mange organisationer vælger altså ansvarligt, sådan at der fortsat er styr på sikkerheden, når der arbejdes på vejene. Inden for de øvrige emner falder deltagelsen med tæt på 50 % i de tre første kvartaler af 2020 sammenlignet med 2019. Vejbranchens konferencer ligger også stille.
Jeg synes, at al kompetenceudvikling er vigtig. Hvis vi skal matche krav og forventninger fra det omkringliggende samfund, skal kompetencerne
holdes ved lige og udbygges. Jeg forstår godt, at der er kursister og virksomheder, som vælger at se tiden an. Vi gør alt, hvad vi kan for at passe på vores kursister, men der kan være risiko for smitte på et kursus såvel som de fleste andre steder. Så snart krisen er klinget af, trækker vi i arbejdstøjet og gør vores yderste for at møde branchens behov for kompetenceudvikling.
Branchen savner at mødes Vejbranchen har savnet sine store begivenheder i år. Det, som fylder mest, er naturligvis det aflyste Vejforum. Gennem 20 år har vejfolket været samlet til faglige indlæg, besøg hos interessante udstillere og ikke mindst kollegial dialog og sparring. Årets hovedtema var et tilbageblik på sektorens udvikling gennem 20 år og et fremadskuende bud på, hvordan udviklingen vil forme sig de kommende 10 år. I mangel af Vejforum er der måske nogle innovative idéer, som ikke
bliver født, noget videndeling som ikke sker, og nogle relationer som ikke bliver skabt. Det er alt sammen elementer, der bidrager til en branche i udvikling, for det er i mødet mellem mennesker, idéer opstår. Vi må,
som Ole Grann Andersson gjorde det tidligere i denne spalte, krydse fingre for, at vi snart kan mødes igen.
For vores egen skyld, men også for fortsat at udvikle kerneopgaven. Indtil da skal vi glæde os over, at der fortsat er tilgængelig viden blandt andet i dette nummer af Trafik og Veje, hvor der sættes fokus på nogle
af de interessante forslag til indlæg, der blev meldt ind til årets aflyste Vejforum.

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.