Synspunkter — 08 februar 2015

Godt nytår til Cykeldanmark

af Magnus Heunicke, Transportminister

2014 var et fantastisk år for cyklisterne. Ikke alene bød sommeren på optimale forhold til at nyde den friske luft fra cykelsadlen – det var også højsæson for politiske initiativer, der vil gøre Danmark til et endnu bedre cykelland.

Mens Danmark havde højtryk og solskinsvejr, fik jeg selv mine første erfaringer på racercykel ned gennem et koldt og regnfuldt Europa med Team Rynkeby. En oplevelse for livet, som har givet mig nye aspekter af kærligheden til livet på den tohjulede.

I juni måned afsluttede vi den fem-årige cykelpulje, så der nu samlet er givet støtte til cykelprojekter i hele landet for mere end 1 mia. kr. Puljen har betydet, at cykelpendlere har fået bedre forhold med nye sti-net, smutveje og grønne bølger, børn og unge har fået mere sikre skoleveje, og fritidscyklisterne har fået nye rekreative ruter. Med de mange initiativer er der i perioden sat langt større fokus på glæderne ved at cykle rundt om i de danske byer.

Samtidigt blev der i juni 2014 afsat midler til to nye cykelpuljer på samlet 230 mio. kr. Det betyder, at vi fortsat vil kunne fremme cyklismen i Danmark og blandt andet lave nye supercykelstier og bedre og mere sikker cykelparkering.  De nye løsninger vil gøre det mere attraktivt at vælge cyklen i hverdagen. Og de første 40 mio. kr. er allerede udmøntet i december 2014.

Det var også i sommeren 2014, at jeg præsenterede den nationale cykelstrategi. Det var samtidigt med, at jeg kastede mig ud i mit livs cykeltur til Frankrig som en del af team Rynkeby.

Cykelstrategien samler alle de indsatser, der skal spille sammen for at gøre Danmark til et godt cykelland. Vi skal gøre det nemt og sikkert for danskerne at vælge cyklen på de daglige ture til arbejde og skole. Og vi skal vise danskerne og de mange turister, der kommer til landet, at der er masser af spændende muligheder for at nyde Danmark fra cykelsadlen.

Sommermånederne bød desuden på en idékonkurrence for at nedbringe cykeltyverier. Hele 516 idéer om alt fra nye cykelstativer og låsemekanismer til overvåget parkering og tracking blev indsendt til konkurrencen. Sikker cykelparkering er derfor også et område, jeg fortsat vil have fokus på i 2015. Og følgegruppen til nedbringelse af cykeltyverier er netop kommet med en række anbefalinger, der skal arbejdes videre med i det nye år.

Så jeg er overbevist om, at 2015 bliver et mindst lige så godt år for cyklisterne, som 2014 var det.

I det nye år ser jeg naturligvis frem til at føre cykelstrategiens visioner ud i livet og tildele endnu flere midler til nye projekter i hele landet gennem de to cykelpuljer. Der er ingen tvivl om, at puljerne spiller en stor rolle for kommunernes muligheder for at fremme cyklismen – både i byerne og på landet og for cyklister i alle aldre.

Og så glæder jeg mig også til at følge arbejdet i de nye cykelgrupper, jeg har nedsat med cykelstrategien.

En ekspertgruppe for cykelturisme skal se på mulighederne for at udvikle cykelturismen i Danmark. Og vi skal for første gang kåre Årets cykelturistløsning for at sætte fokus på nogle af de mange gode initiativer, der allerede virker i dag.

Desuden skal en ny Taskforce cykelparkering undersøge, hvilke udfordringer vi står overfor i fremtiden med hensyn til at skabe nok cykelparkering, når de nye letbaner og metrostationer snart bliver en realitet.

Der bliver således masser af spændende cykelprojekter at se frem til i 2015, og jeg vil blot ønske jer alle god arbejdslyst – og rigtig godt nytår.

No TweetBacks yet. (Be the first to Tweet this post)

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.